Praktiske ting - DVL

Gå til indhold

Hoved menu

Praktiske ting

Vandrestøvler
Vandrestøvler er at foretrække - også når de er billige - fordi de støtter op omkring anklerne, så du ikke vrikker om. Du kan bedre nyde udsigten, når du ikke hele tiden skal have fuldt overblik over, hvad du træder på.

Test tæerne på trappen
Dit vandrefodtøj må ikke klemme tæerne - heller ikke når du går nedad. Test størrelsen ved at "hænge i hælen" på en trappe. Klemmer skoene, kan du starte med at klippe tåneglene. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Svedtransporterende og vindtæt
Svedtransporterende undertøj er ret smart, fordi kroppen hele tiden holdes varm. Yderst bærer du en vindtæt jakke. Imellem kan du have et eller flere lag. En skjorte eller bluse, en fleece eller en sweater.

Rygsæk
Du skal have et siddeunderlag, skiftesokker, vand og madpakke med. Så benyt en velsiddende rygsæk til at bære tingene i. Der skal også være plads til sweater m.m.

Madpakke og termokande
Du får brug for at tilføre ny energi, når du vandrer, så en solid madpakke er vigtig. Det er også rart at varme sig ved en kop kaffe eller te fra termokanden.

Små snacks - større skridt
For at undgå at gå sukkerkold kan man have lommen fuld af tørret frugt og nødder, så depoterne hele tiden fyldes op. Et æble eller en banan giver også ny energi.

Regntøj og skiftetøj
Hav altid en regnjakke klar i rygsækken. Eventuelt også skiftetøj, hvis du alligevel er uheldig at blive våd. Tørre fødder er noget af det vigtigste for en vandrer. Så hav altid et par skiftesokker i rygsækken, så du kan reagere, hvis dine fødder bliver våde.

Langt på literen
Regn med mindst ½ liter vand pr. 10 km, og husk at drikke selvom du ikke er tørstig. Vandflasken skal opbevares lettilgængelig, fx. i en lomme uden på rygsækken. I varmt vejr skal der mere vand til. På en længere tur kan energidrik bidrage til at opretholde sukker/salt balancen.

Koldt vand

Hvis du holder særlig meget af koldt vand, så frys en halvfyldt drikkedunk ned dagen før turen. Når du fylder flasken op før afgang, holder vandet dig koldt i mange timer.

Tænk på dit hoved
En hue holder på varmen om vinteren, en kasket beskytter mod solen om sommeren. Hovedtøjet kan ligge i rygsækken og tages frem ved behov.

Vabler
En vabel kan ødelægge enhver vandretur. Medbring derfor vabelplaster (købes på apoteket, hos Matas eller i sportsforretninger). Det er vigtigt at forebygge, når du kan mærke skoen klemme, inden vablen udvikler sig. Husk at bede turlederen om pause til formålet.

To par sokker i støvlerne
I vandrestøvler er det altid fornuftigt med to par sokker. En tynd svedtransporterende inderst og en tykkere mere isolerende udenpå. Foden holdes tør, og samtidig foregår friktion mellem sokkerne i stedet for mellem din hud og sokken. Det reducerer risikoen for vabler.

En tørstig busk
Når du skal træde af på naturens vegne: husk at bede resten af gruppen om at vente, så du ikke sakker for langt bagud eller bliver helt væk. Lad din rygsæk stå på stien, så du har noget at styre efter på vej tilbage fra den tørstige busk.

Danmarks farligste dyr

Der lurer ikke mange farer i den danske natur. Men når man færdes i det fri, kan man have flåter med hjem, og de skal fjernes. Benyt en flåtfjerner eller tægetang og gå til lægen, hvis du får udslet eller influenzalignende symptomer.

Førstehjælp
Turlederen medbringer plaster og lignende, så mindre skader repareres på stedet. Har du brug for medicin, skal du selv have det med. Husk at fortælle turlederen, hvis du har sukkersyge eller andet.

Lag-på-lag
Du behøver ikke anskaffe specielt vandretøj, men husk at klæde dig i flere lag, som kan tages af eller på efter behov. Cowboybukser er dog ikke særlig velegnet. Bliver de våde, tager det timer før de igen er tørre.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu